Jeg
er en snemand
»Jeg
betragter mig som en snemand. Af alle tildragelser og af alle
mennesker. Alt er jo snefnug. Og jeg kan ikke sige, at den og den er
skyld i, at jeg kom dér og så videre, for det er jo
mange ting, der i forening gør resultatet. Så hver
ingrediens er et snefnug, som jeg består af. Og derfor er jeg
en snemand,« siger Victor Borge om sin succes.
Trods sine 92 år føler Victor Borge sig
ikke gammel. Siger han i hvert fald. Humoren har gennem hele livet
været hans skjold for den blufærdighed, der gemmer sig
inden i verdens sjoveste mand. I dette eksklusive interview
fortæller Victor Borge om at flygte fra nazismen, om at
være sig selv og om altid at blive grinet ad.
Af Jakob Kvist
Denne søndag, den
10. december, ville Kongelig Kapelmusikus Bernhard Rosenbaum
være fyldt 153 år, og hans yngste søn holder dagen
i hævd med et lille selskab for nogle få gode venner.
Gæsterne vil blandt
andet få udleveret en fotokopi af et interview, som Bernhard
Rosenbaum gav til Dagens Nyheder, da han fyldte 80. Her blev han til
sidst i artiklen spurgt om sine ønsker for fremtiden, og han
svarede nogenlunde således:
»Jeg ønsker held
og lykke til alle, jeg kender, mine venner og min familie. Og
så ønsker jeg, at Børge vil gøre familien
ære.«
Knap fem år senere
døde Bernhard Rosenbaum, og han nåede aldrig at se sit
ønske gå i opfyldelse i en grad, som han vel næppe
kunne have drømt om. Det er en af Victor Borges sorger i
livet, for han ville så gerne have givet både sin far og
sin mor den glæde med. Men faderen var gammel, og Børge
måtte først betræde en væsentlig omvej. I
1940 flygtede han fra nazisterne med skib til USA, og her måtte
han lade sig føde på ny som immigrant uden hverken sprog
eller penge. Navnet blev ændret for at bortkaste alle tyske
associationer, og næsten alt måtte gøres
forfra.
»Jeg kunne ikke et ord
engelsk. Jeg kunne lidt engelsk grammatik - I am, you are, he, she
and it is - men det kommer man jo ikke så langt med. Men jeg
havde min baggrund her i Danmark og Sverige, og jeg vidste, hvad jeg
kunne. Jeg kunne underholde. Enten ved musik eller om musik, og der
følte jeg mig hjemme. Når jeg kunne gøre det her,
kunne jeg også gøre det dér. Det var blot et
spørgsmål om at vælge den rette vej. Men jeg har
bestemt også været igennem tortur. Ting, jeg måtte
gøre for at eksistere. At finde det lavvande, hvor jeg kunne
bunde, var ikke så let. Der var jo ingen, der stod og ventede
på mig.«
Siger Victor Borge og
skænker lidt mere op af den citronvand, der står på
bordet som en af de mange små og store livlinjer, der knytter
ham tilbage til fortiden og fædrelandet.
»Jeg har bevaret min barnesmag i drikkevarer. Cognac, for
eksempel,« tilføjer han.
Jo, æren kom for
Danmarks morsomste mand, der rykkede op, og blev verdens sjoveste.
»Ja, tænk, det troede jeg også, jeg var - indtil
jeg mødte Dem,« som han engang sagde til en
journalist.
Men sådan er
humøret ikke denne dag. Der er ingen spydigheder i luften. Den
snart 92-årige Victor Borge er kun venlig og tilsyneladende
glad for at kunne fortælle om sin far.
»Jamen, det er da
rørende. At Børge må gøre familien
ære. Ak ja.«
Selvfølgelig siger man
De til Victor Borge.
Det er onsdag, to dage efter
ankomsten, og stedet er forlaget Aschehougs allerhelligste saloner
på syvende etage i Egmonts bygning i hjertet af
København.
Sammen med sin datter Rikke
er Borge i Danmark i hele to uger for at give en hånd med.
Politiken-fotografen Tine Hardens fotobog om ham er netop kommet
på gaden, og trods årstiden, som bestemt ikke
hører til attraktionerne netop nu, ville han ganske enkelt
gerne hjælpe.
»Tine har været
så sød og hjertelig, så jeg vil gøre alt,
hvad jeg kan. For at sælge bogen, simpelthen. Hun er så
beskeden og opmærksom i sit arbejde. Hun har været meget
ømfindtlig overfor mine luner, og jeg tror, hun har
forstået mig. Hun holder meget af at le, og det gør jeg
jo sådan set også.«
Og Victor Borge ler videre.
Eller rettere, hans omgivelser gør. Det gør vi denne
dag, for han kan ikke lade være, og pensionsalder kender han
ikke til. Han optræder stadig, omend sjældnere, og til
sommer kommer han tilbage til Danmark for at give koncert med Det
Kongelige Kapel.
»Det er det, jeg
gør bedst. Og hvis ikke man skal gøre det, man er bedst
til, skal man slet ikke gøre noget.«
Længere er den ikke. Og
Børge Rosenbaum er forlængst blevet til Victor Borge.
Han kan ikke adskilles fra sin metier, og ønsker det helt
åbenlyst heller ikke. Man er det, man gør, siger han
på et tidspunkt.
»Og naturligt er jeg i
godt humør. Det er min natur. Derfor er jeg også i meget
dårligt humør, når jeg ikke er i godt
humør. Og jeg har det sådan med det, at jeg kan
åbne for det og lukke for det. Som en nøgle. Enten er
jeg helt nede på bunden, eller også er jeg helt oppe i
toppen. Der er ikke sådan noget midt imellem. Og det kan jeg
altså åbne og lukke for.«
Har humoren været et
skjold for Dem?
»Ja, i høj grad.
Den har beskyttet mig. I virkeligheden er jeg meget blufærdig.
Jeg var blufærdig, hvis jeg kom ind i selskab med mange
mennesker. Så stod jeg altid lidt i baggrunden. Jeg kunne ikke
lide at blive fejret, og det kan jeg stadigvæk ikke. Jeg kan
naturligvis lide det på én måde, men jeg kan ikke
lide at være centrum.«
Og det har De så
alligevel været livet igennem?
»Ja, det har ikke
kunnet undgåes. For det er jo mig, der sætter liv i
kludene. Og det gør jeg ikke bevidst. Det er noget, der kommer
ganske naturligt. Nogle gange irriterer det mig, for jeg vil ikke
gøre indtryk på folk og klovne og prøve på
at være morsom hele tiden. Og det gør jeg heller ikke.
Men jeg er morsom, og det kan jeg ikke gøre for. Det er
ligesom folk, der stammer, de kan heller ikke lade
være.«
Det er en skæbne?
»Ja, det hører
sig til. Og så er der også andre grunde, naturligvis. Med
nazismen og forfølgelsen. Man var aldrig sikker på sig
selv. Og det har været en stor hjælp og en stor
hæmning på samme tid. Det har gjort mig beskeden, gjort
at jeg ikke trænger mig frem. Så jeg ikke blev
udnævnt til at være fræk. Jeg har altid stået
i baggrunden også af den grund.«
Der dannede sig et skjold i
de unge år, da man råbte »jøde« af
Dem?
»Ja. Nemlig. En
forsigtighed. Jeg kan huske, når jeg stod på scenen og
så kunne se på folk, at en eller anden sagde .... Selvom
jeg ikke kunne høre det, vidste jeg, at de sagde jøde.
Jeg troede i hvert, at de sagde det. Jeg kunne se det på
udtrykket. Og det har på en måde pint mig hele mit liv.
Men der er jo altid nogen. Det er så let at være anti.
Ligegyldigt hvad. Det forlanger ingen videnskab, det forlanger ingen
indsigt. Man skal bare knytte næven. Og det har da altid undret
mig, hvorfor jeg skulle straffes for noget, som jeg ikke havde gjort.
Det synes jeg nok er gået lidt over gevind. Men jeg har nu
aldrig følt mig straffet i den forstand, for jeg havde jo
netop ikke gjort noget.«
Når man læser
Deres bog, udstråler De dog en meget stor faglig selvsikkerhed,
da de ankommer til New York. De tror på, at det kan lykkes, og
gennembruddet kommer jo også ret hurtigt?
»Ja, næsten
øjeblikkeligt. Men så ved De også fra bogen, at
jeg betragter mig som en snemand. Af alle tildragelser og af alle
mennesker. Alt er jo snefnug. Og jeg kan ikke sige, at den og den er
skyld i, at jeg kom dér og så videre, for det er jo
mange ting, der i forening gør resultatet. Så hver
ingrediens er et snefnug, som jeg består af. Og derfor er jeg
en snemand. Men jeg vidste, at det virkede, det jeg gjorde. Jeg
skulle bare have chancen, og det viste sig også, da jeg fik
lejligheden på Bing Crosbys radioprogram. Efter det
første show dér - det var fyrværkeri. Folk
kørte galt i deres biler og smadrede ind i træer. Og de
stoppede midt på vejen, for de kunne ikke køre videre.
Sådan lo de. Men det var også morsomt. Og jeg kunne jo
slet ikke tale engelsk på det tidspunkt, så jeg vidste,
hvad jeg sagde, men jeg forstod det ikke. Det var skrevet ned og
oversat, og så læste jeg det op, og min udtale har nok
været mærkelig. Men det gjorde sig.
Det mærkelige er bare,
at jeg egentlig ikke kan lide at være morsom. Men jeg er
morsom. Jeg forsøger ikke at være morsom. Men morskaben,
fordrejningerne og så videre, gør mig morsom. Men det er
et udsyn. Humor er jo en begivenhed, som mislykkes. Og det ser jeg
lige igennem.«
Og god humor og tragik
hænger sammen?
»Ja. Hvorfor ler man af
ting, der går galt, nogle år efter? I øjeblikket
er det jo grusomt, men når man tænker tilbage på
det og taler om det, så dør man af grin. Jeg ser det
lige med det samme. Ikke fordi jeg søger det. Det kommer
bare.«
Og så græder
klovnen, som man siger?
»Næeh, for
så skal man først være klovn. Og det er jeg ikke.
En klovn er jo ikke sig selv. Han tager maske på, og så
bliver han en anden. Men jeg er mig, når jeg står
på scenen. Jeg er ægte i den forstand. Det er ikke
konstrueret på nogen måde. Så er det mig, der
bestemmer. Eller rettere, det er ikke mig, der bestemmer, det er
noget, der bestemmer mig. Og det har aldrig svigtet. Jeg stoler
på det og regner med det, og hvis jeg skal holde en tale,
forbereder jeg mig aldrig. Jeg venter til alle andre talere er
færdige, og så bruger jeg noget af det, og så
kommer det automatisk. Bum. Mine bedste taler er helt spontane. Det
bliver løftet af situationen.«
Og De har ikke svært
ved at gå ind og være morsom, når De iøvrigt
er trist til mode?
»Nej, jeg kan slet ikke
lade være. Jeg er morsom, og jeg kan ikke sige, at det er
ikke-bevidst, for jeg ved, at jeg er morsom. Jeg ved, at de ting, jeg
gør, er morsomme, for de er overraskende, og der er ingen
andre, der gør det på den måde. Og der ligger
selvfølgelig viden og træning bag, selvom jeg ikke
træner i at være morsom. Men jeg bruger min viden og min
kunnen ved flyglet, og det virker altid.«
De sagde på et
tidspunkt i et TV-interview, at De ikke kunne forstå, hvor
tiden er blevet af?
»Jeg kan ikke
forstå, at det kunne tage så lang tid og gå
så hurtigt.«
Er det vemodigt at blive gammel?
»Jeg er ikke gammel.
Mit legeme er gammelt, men jeg har ikke forandret mig. I nogen
måde. Jeg har set mere, men jeg har jo set det samme mange
gange. Og meget af det behøver man jo ikke se mere end en
gang. Så er min fysik svækket en lille smule. Eller en
stor smule. Og det er jo forståeligt.
Men min ånd er ikke
forandret. Jeg har ikke de lyster, som jeg plejer at have. Jeg har
ikke den kraft. Lokomotivet er ikke ivrigt. Det går langsomt.
Og som jeg siger, jeg går langsommere, men jeg ser mere. Jeg
ser en masse, som jeg ikke har set før.«
Men De føler dem ikke
vemodig?
»Ofte. Nu har jeg jo
lige mistet min kone, og det har ikke hjulpet meget. For jeg var
fantastisk forelsket i hende. Og det gør, at fremtiden synes
at være meningsløs. For jeg har jo igennem halvtreds
år forgudet hende, og hun har behandlet mig uden omsvøb.
Jeg skulle aldrig vise mig, og det gør jeg jo altid. Jeg
elsker at overraske, og jeg skulle altid overraske, og det var hun
ikke så forfærdeligt glad for. Men det kunne jeg ikke
lade være med. Det er en af mine svagheder. Overraskelse. Det
synes jeg er så morsomt. Og nu har jeg ikke nogen, der skal
overraskes. Men jeg beklager mig ikke, for det kommer der ikke noget
ud af. Jeg siger det bare, som det er.«
Så slukkes livsgnisten?
»Den er slukket. Men
jeg kan jo heldigvis dreje nøglen om. Jeg kan putte den ind,
jeg kan putte den i gear, og jeg kan tage den ud. Det ene
øjeblik kan jeg være meget morsom, og det næste
øjeblik er jeg langt, langt, langt væk. Helt nede
på bunden. Jeg har svært ved at falde i søvn om
aftenen. Jeg falder i søvn, når jeg ikke skal falde i
søvn, men når jeg skal, så kan jeg ikke. Men det
er jo noget personligt, og jeg kan ikke lide medlidenhed. Jeg
søger ikke medlidenhed. Men sådan er det altså
bare.«
Ville De hellere være
blevet i Danmark, hvis skæbnen havde villet det anderledes for
Dem?
»Nej. Jeg er glad for,
at det blev, som det blev. Det tror jeg godt, jeg kan sige. Men USA
er et mærkeligt land på mange måder.«
Føler De Dem
rodløs som flygtning?
»Nej, jeg føler
mig overhovedet ikke som flygtning, for der er jo ikke noget at
flygte fra. Jeg flygtede fra nazismen, men den er der jo ikke mere.
Skønt, den kommer såmænd nok igen, for det er jo
så let at være nazist. Det kræver ikke
meget.«
Skal de begraves i USA eller
Danmark?
»Først og fremmest er min kone blevet kremeret. Og
jeg skal også kremeres, og så skal min aske blandes med
hendes. Så vi skal være sammen for evigt. Det er der ikke
nogen, der kan skille os fra. Så skal vi begraves, hvor min
kone nu er begravet i Amerika. Men en del af asken - forenet - skal
føres til Danmark, og så skal vi begraves her
også.«
Til det formål har
Victor Borge søgt og fået tilladelse til at fremstille
en firs centimeter høj bronzekopi af Den lille havfrue. Den
skal stå ved graven i Amerika, for den er Danmark - mere end
noget andet. Den kender folk, og det er vigtigt for Borge. At den
genkendes. For ellers fortæller den jo ingenting. Og den skal -
ligesom Børge Rosenbaum - gøre ære.